Kære bankrådgiver, 

Tak for din mail. Jeg troede faktisk du havde glemt mig i år. Men selvfølgelig har du ikke det. Det ville systemet aldrig tillade dig. Det system, der gør mig til en blinkende linie på din skærm. Et punkt på din todo-liste. Noget der skal gøres. Overstås. 

Jeg hører fra dig en gang hvert år. Nemlig når der skal betales skat af mine pensionsordninger. Indholdet af mailen er ens. Kære Patrick, så er der trukket skat på dine pensionsdepoter, du må ikke indsætte penge, så du skal sælge nogle aktier eller obligationer fordi skatten har skabt et overtræk og det må der ikke være. 

Kære gamle bekendte jeg aldrig ser igen

Jeg havde glemt dig. Det ser så barsk ud, som det står der på skærmen, men sandt. Vi mødtes sidst for mange år siden. I dit hus af gule mursten, som du havde købt for dine første rigtige lønchecks efter du var færdig som elev. Du var ikke længere kæreste med min daværende svigerinde. Men du havde et hus. Ikke i verdens navle. Ikke verdens dyreste eller mest arkitekttegnede hus. Men det var ved at blive dit. I løbet af de kommende 30 år ville dette hus blive dit. 

Kære violinist

Hvor var det sexet at se dig på scenen. Særligt som midtpunkt for et kæmpe orkester. Når din lyd skar igennem alt andet eller hulkede blødt fra dybet. Du stod i din sorte pailletkjole, der sendte reflekser fra spotlights rundt i rummet som hvide laserstråler. De kom fra et kraftcentrum af årtiers slid. Gentagelse og given sig hen. Den helt unikke blanding af at lære så meget udenad, at musikken bliver ens egen.