Mostrando resultados por autor "Henrik Pontoppidan" en Todas las categorías

Nobelpristageren Henrik Pontoppidans berømte udviklingsroman om præstesønnen Per Sidenius, der gør oprør mod det traditionsbundne og livsforsagende, religiøse miljø, han vokser op i. Han kapper familiebåndene og drager til København og kaster sig over det naturvidenskabelige studium for at realisere sine store projekter og drømme. Per tror på sig selv og får via sin forlovelse med Jacobe indpas i indflydelsesrige kredse med mulighed for at realisere de store ambitioner. Men så melder fortiden sig, og Per kastes ud i en eksistentiel krise.

Et lægeægtepar lever på sjette år i landlig vaneidyl med tre små børn. En tryg og hyggelig tilværelse om end noget triviel. Men fastelavnsaften bryder ”Prins Karneval”, i form af en ukendt festklædt gæst med bohemeagtige manerer, ind i det ægteskabelige paradis og vækker ægteparrets ungdommelige minder og slumrende lidenskaber. Denne vækkelse sætter sig varige spor i ægtefællernes forhold; de vante rammer er blevet sprængt, og den stille idyl er blevet inficeret med urovækkende lidenskaber.

Pontoppidan er oprørt over de sociale forhold hos almuen. I Isbjørnen fra 1887 udtrykker han sin harme med en grum, men samtidig morsom, lystspilagtig satire. Satiren går på det borgerlige samfund, der hytter sig selv og udstøder den egenartede præst, Isbjørnen, der nærer en ægte omsorg for de svage. Men den rammer også den almue, der i almindelig underkuethed og uvidenhed retter ind efter autoriteterne, hvilket får Isbjørnen til at forlade sognet med ordene: "I har de Tyranner, som I fortjener."

Emanuel Hansted får arbejde som kapellan i en sjællandsk landsby i protest imod sin far og bylivets kultur. Han forsøger forgæves at leve for og med folket, alt imens hans mor falder dybere og dybere ned i en religiøs psykose, som driver hende til afgrundens rand. Bogen skildrer de politiske og religiøse brydninger, der fandt sted i 1880‘ernes Danmark. Romankredsen "Det forjættede land" består af tre sammenhængende romaner: "Muld" (1891), "Det forjættede land" (1892) og "Dommens dag" (1895). Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske

Præstekonen Ingrid lever i et fredfyldt borgerligt ægteskab med sin noget ældre mand og to små drenge. På et kurophold i København gribes hun af lidenskabelig kærlighed til den indesluttede og stridbare filosof Dr. Vadum og forlader mand og børn for at følge Vadum til Schweitz. Mørkemanden Vadum blomstrer op under Ingrids kærlighed, men hun er splittet mellem sin lidenskab og sin skyldfølelse og savnet af drengene.

Med stor humor og ironi lader Pontoppidan den noget naive og romantiske jegfortæller i romanen indse, at fantasierne har spillet ham et puds, og hans idealforestillinger om livet og de kvinder, han møder på et fynsk badehotel, viser sig som rene illusioner. Den romantiske kærlighed afsløres som basalt driftsbegær.

Mands Himmerig (1927) er Pontoppidans sidste roman. Romanen giver et tidsbillede af årene op til og under starten af Første Verdenskrig. Den skildrer den kompromisløse og idealistiske redaktør Niels Thorsen, der gennem sine hudflettende artikler forsøger at bekæmpe den udbredte egoisme og materialisme, der hersker såvel i pressen som i det politiske liv.

Nattevagt er en ægteskabshistorie om to personer med vidt forskellige baggrunde og holdninger, om proletaren, kunstneren og anarkisten Jørgen Hallager og om den pæne pige fra det bedre borgerskab, Ursula, der begge søger at udvikle og frigøre den anden fra tidligere bindinger, men misforstår og taler forbi hinanden med tragisk udfald.

Ung Elskov omfatter flere medrivende skæbnefortællinger, hvor blandt andet den romantiske kærlighed modstilles det hverdagsagtige fornuftsægteskab. Pontoppidan anlagde sjældent noget entydigt standpunkt, men endevendte emnerne i flere forløb set fra forskellige synsvinkler. Pontoppidan har "… energi og indsigt til at leve sig ind i hver enkelt, så personen fremstår som gjort af kød og blod. Her er stemmen aldrig hånlig, den viger ikke tilbage, fordømmer ikke. Stoffet er så levende og bøjeligt som livet selv.