Det her er ikke en podcast

med løsninger.

Jeg har prøvet dem.

De holdt ikke.

Det her er et sted

for spørgsmål,

jeg ikke kan lade være med

at stille.

Om arbejde,

der fylder mere i hovedet

end i hænderne.

Om verden,

der råber højere og højere,

mens vi lytter mindre og mindre.

Om værdighed.

Magt.

Fællesskab.

Og om mig selv,

midt i det hele,

uden manual.

Jeg tror ikke på,

at sandhed opstår

af at vinde diskussioner.

Jeg tror,

den opstår i det øjeblik,

hvor vi tør blive

lidt usikre sammen.

Her er ingen facit.

Ingen quick fixes.

Ingen performance.

Kun forsøg på

at forstå,

hvad det vil sige

at være menneske

lige nu.

Hvis du også føler dig

lidt ved siden af tiden.

Hvis du kan mærke,

at noget kalder

på nye samtaler.

Så er du ikke alene.

Og måske

er det her

et sted,

vi kan begynde.

NYE SAMTALER

Jeg forstår godt,

hvorfor samtalerne lyder,

som de gør.

På tv.

I radioen.

I aviserne.

På skærmen i min hånd.

Det virker.

Vi reagerer ikke længere

på det stille.

Det nuancerede.

Det langsomme.

Vi skal have mere.

Hurtigere.

Hårdere.

Postulater.

Firkantede sandheder.

En fjende at pege på.

En stemme,

der taler højere

end de andre.

Jeg er ikke naiv.

Jeg ved godt,

hvad der sker.

Opmærksomhed er en valuta.

Og det, der larmer mest,

får flest klik.

Den pæne samtale

taber.

Ikke fordi den er forkert.

Men fordi den er svag

i et system,

der belønner det ekstreme.

Alligevel er der noget,

der skurrer.

For midt i al effektiviteten

mister vi noget.

Evnen til at være uenige

uden at ville udrydde hinanden.

Vi kalder det ytringsfrihed.

Men ytringsfrihed er ikke

en slagmark.

Det er et privilegium.

Noget, der kun eksisterer,

så længe vi behandler det

med omtanke.

For hvis alt bliver tilladt,

bliver intet muligt.

Og hvis alle råber,

forsvinder samtalen.

Jeg drømmer om noget andet.

Nye medier.

Nye rum.

Nye måder at tale sammen på.

Ikke blødere.

Ikke konfliktsky.

Bare mere menneskelige.

Samtaler,

der ikke vinder ved at knuse andre.

Men ved at åbne noget.

Jeg ved godt,

det er sværere.

Men jeg tror,

tiden kalder på det.

For verden har ikke kun brug

for stærkere stemmer.

Den har brug

for bedre samtaler.

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

DEM, DER FLYTTER MIG

Jeg troede,

det var de rigtige mennesker,

jeg spurgte.

Dem, der vidste noget

om erhverv.

Om penge.

Om hvordan man kommer videre.

Og jeg spørger dem stadig.

Det giver mening.

Men hver gang jeg for alvor

rykker mig,

sker det et andet sted.

I samtaler,

der ikke handler om arbejde.

Med mennesker,

der ikke spørger,

hvad jeg vil sælge.

Men hvordan jeg har det.

De siger ikke meget.

De lytter.

Og pludselig hører jeg

mig selv tydeligere.

Jeg opdager ting,

jeg ellers overser.

Hvad jeg ikke kan holde til.

Hvad der dræner mig.

Hvad der faktisk betyder noget.

Det er mærkeligt.

For de ved ikke ret meget

om penge.

Men de ved noget

om mig.

Og det gør en forskel.

Efter de samtaler

går jeg ikke derfra

med en plan.

Men med retning.

Det føles mere rigtigt.

Måske fordi jeg ikke

skal være nogen anden.

Måske fordi jeg ikke

skal forklare mig.

Jeg ved godt,

at verden ikke fungerer sådan.

Men jeg gør.

Og det er nok

det vigtigste,

jeg har lært

indtil videre.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

SMØRHULLET

En del af mig siger:

Tag dig sammen.

Verden skylder dig ikke

et arbejdsliv med mening.

Regningerne er ligeglade

med, hvad du brænder for.

Stabilitet er ikke et svigt.

Ro er ikke at give op.

En anden del af mig siger:

Men jeg dør lidt af det.

Ikke dramatisk.

Bare langsomt.

Jeg kan godt udføre arbejdet.

Jeg kan godt smile.

Jeg kan godt levere.

Men når det er ligegyldigt,

går noget i mig i stå.

Jeg bliver flad.

Træt på en tom måde.

Den fornuftige del af mig siger:

Sådan har de fleste det.

Man arbejder for pengene

og lever i fritiden.

Det er voksenliv.

Den anden del af mig siger:

Jeg kan ikke få det til at hænge sammen.

Jeg tager arbejdet med hjem.

I hovedet.

I kroppen.

Og hvis arbejdet ikke betyder noget,

så begynder hele livet

at føles forkert.

Jeg har prøvet at vælge sikkerhed.

Det holdt ikke.

Jeg har prøvet at vælge passion.

Det holdt heller ikke.

Så her står jeg.

For krævende til systemet.

For ansvarlig til kaos.

En del af mig siger nu

næsten opgivende:

Hvad vil du egentlig?

En anden del af mig svarer:

Jeg vil bare kunne trække vejret,

mens jeg arbejder.

Ikke føle,

at jeg spilder mig selv.

Ikke føle,

at jeg gambler med økonomien.

Bare finde et sted,

hvor jeg ikke skal forklare,

hvorfor jeg vil begge dele.

Måske er det naivt.

Måske er det stædigt.

Men jeg kan mærke,

at jeg ikke kan lade være

med at lede.

Og lige nu

er det det eneste,

der føles rigtigt.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

NÅR VI GÅR HVER FOR SIG

Han har en privat sundhedsforsikring.

Ikke for at springe køen over.

Ikke for at tage noget fra andre.

Han bruger den ikke

i det fælles system.

Han går et andet sted hen.

Det gør ikke hospitalerne dårligere

i morgen.

Det gør ikke lægerne færre

i sig selv.

Tværtimod

kan det lette presset.

Det lyder fornuftigt.

Det er fornuftigt.

Men noget ændrer sig alligevel.

For langsomt

holder han op med

at have brug for det fælles.

Han mærker det ikke i kroppen,

men i sin holdning.

Hvorfor betale for noget,

han ikke længere bruger?

Hvorfor kæmpe for et system,

han har fundet en genvej udenom?

Et andet sted i samfundet

findes det fælles stadig.

For dem,

der ikke har en forsikring.

For dem,

der ikke blev tilbudt en.

For dem,

der stadig tror på,

at vi løfter sammen.

De mærker ikke,

at nogen er sprunget foran.

De mærker bare,

at færre står sammen med dem.

For et fælles system

lever ikke af køer.

Det lever af opbakning.

Og når mange nok

har sikret sig selv,

bliver det sværere

at forklare,

hvorfor vi skal sikre hinanden.

Ingen ønskede at afvikle

det fælles.

Vi gled bare

stille

væk fra det.

Med gode argumenter.

Gode intentioner.

Og individuelle løsninger.

Spørgsmålet er ikke,

om private sundhedsforsikringer

er rigtige eller forkerte.

Spørgsmålet er,

hvordan vi bevarer lysten

til at betale for et fællesskab,

vi ikke længere

selv har brug for.

For den dag

viljen forsvinder,

er det ikke køen,

der er problemet.

Det er os.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

Vi står overfor hinanden

uden at have valgt det.

Den ene bag et rat.

Den anden på asfalten.

Ingen af os vågnede i morges

med lyst til konflikt.

Jeg er på vej et sted hen.

Du er stoppet,

fordi du mener,

at vi alle er på vej

det forkerte sted hen.

Jeg forstår dit budskab.

Virkelig.

Jeg forstår bare ikke,

hvorfor jeg skal betale prisen

lige nu.

Du siger,

at nogen må tage den.

Jeg siger,

at jeg allerede gør.

Vi kigger på hinanden

og ser noget uventet:

Ikke fjender.

Men mennesker

med forskellige grænser

for,

hvornår noget er for meget.

Du kalder det nødvendigt.

Jeg kalder det urimeligt.

Begge ord

kan være sande

på samme tid.

For verden er ikke delt

i dem, der vil redde den,

og dem, der er ligeglade.

Den er delt

i dem, der handler nu,

og dem, der stadig prøver

at få hverdagen

til at hænge sammen.

Jeg ved ikke,

om din handling virker.

Du ved ikke,

om min vrede er forkert.

Men vi deler

den samme uro.

Frygten for

at det hele glider os af hænde.

Mødet opløses igen.

Trafikken starter.

Protesten flytter sig.

Men noget bliver hængende.

En fornemmelse af,

at ingen af os

kan løfte det alene.

Og at kampen ikke kun står

mellem dem, der stopper,

og dem, der vil videre.

Men mellem det liv,

vi lever,

og det liv,

vi ved,

vi burde kunne leve.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

DET, VI TALER OM – SAMMEN

Vi taler meget.

Om alt det,

der står i vejen.

Som medarbejder taler jeg om:

uklarhed.

beslutninger, der ikke giver mening.

stemninger, der tager energien.

Ikke fordi jeg vil brokke mig.

Men fordi det er det,

jeg mærker mest.

Som virksomhed hører jeg det.

Dag efter dag.

Jeg hører om problemerne,

før jeg hører om arbejdet.

Og jeg bliver ikke fornærmet.

Jeg bliver bekymret.

For jeg blev ikke skabt

for at være en samling forhindringer.

Jeg blev skabt

for at få noget til at ske.

Jeg vil gerne arbejde.

Bruge det, jeg kan.

Gøre mig umage.

Men når samtalerne hele tiden

handler om det, der spænder ben,

begynder det også

at fylde mit blik.

Jeg vil gerne fungere.

Skabe rammer.

Give retning.

Men når energien bruges

på at navigere i det svære,

bliver der mindre tilbage

til det, vi egentlig er her for.

Vi ser på hinanden

og opdager noget fælles:

At vi begge savner,

at arbejdet fylder mere

end alt det rundt om.

At samtalerne igen

kan handle om det,

vi prøver at lykkes med.

Ikke fordi problemerne forsvinder.

Men fordi de ikke længere

får lov at være

det eneste, vi deler.

Måske er der ikke noget galt

med os.

Måske er det bare tid

til at tale anderledes.

Ikke mindre ærligt.

Bare mere rettet mod

det, vi faktisk

er her for.

For når vi ændrer det,

vi taler om,

ændrer vi også det,

vi ser.

Og måske er det dér,

arbejdet

kan få plads igen.

EPILOG

Måske starter forandring

ikke med nye systemer.

Men med nye samtaler.

Ikke om alt det,

der står i vejen.

Men om det,

vi faktisk vil have

til at fylde.

Hvis vi tør tale

om arbejdet igen –

med ærlighed,

nysgerrighed

og fælles ansvar –

så kan noget begynde

at flytte sig.

Ikke perfekt.

Ikke fra den ene dag til den anden.

Men i den rigtige retning.

Og måske er det

et meget godt sted

at starte.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

FUN, FAME, FORTUNE

Der er dem,

jeg nemt kan grine af.

Reality.

Overflade.

Penge, kroppe, kameraer.

Det er ikke mig,

siger jeg.

Og det føles rart

at sige det højt.

Som om jeg står et bedre sted.

Jeg kalder det plat.

Uintelligent.

Forfladigende.

Og på mange måder

mener jeg det.

Men der er også noget andet,

der stikker.

For de lykkes.

Med fun.

Med fame.

Med fortune.

Alt det,

jeg selv længes efter,

men helst vil have

ad en anden vej.

Jeg ser på dem

og tænker:

Det dér vil jeg ikke være.

Og samtidig:

Hvorfor tør jeg ikke det,

jeg selv vil?

Måske er det nemmere

at tage afstand

end at tage ansvar.

At kalde noget latterligt

frem for at risikere

at blive det selv.

For når man peger fingre,

står man sikkert.

Når man viser sig frem,

bliver man sårbar.

Jeg ved godt,

det ikke handler om dem.

Det handler om mig.

Om mit eget mod.

Min egen frygt.

Min egen tilbageholdenhed,

forklædt som værdighed.

Jeg kan blive ved

med at grine af andre,

der gør noget.

Eller jeg kan indrømme,

at bolden ligger hos mig.

For jeg får ikke succes

som mig selv

ved at stå på sidelinjen

og kommentere.

Jeg får den kun,

hvis jeg tør stille mig frem.

Ikke som dem.

Men som den,

jeg faktisk er.

Og det er måske

den sværeste form

for synlighed.

+

FRA DEN ANDEN SIDE AF KAMERAET

Jeg ser dig godt.

Du sidder der

og ryster lidt på hovedet.

Kalder det plat.

Overfladisk.

For meget.

Og jeg forstår dig.

Virkelig.

For det, vi laver,

er ikke fint.

Ikke subtilt.

Ikke pakket ind i idealer.

Det er synligt.

Højt.

Nøgent.

Men ved du hvad,

jeg undrer mig over?

Dit mod.

Eller rettere:

dit behov for

at være værdig

før du er synlig.

Du vil gerne gøre noget vigtigt.

Noget rigtigt.

Noget, der kan stå distancen.

Og imens

står du og venter.

På det rette format.

Den rette timing.

Den rette tilladelse.

Jeg gjorde noget andet.

Jeg viste mig frem,

før jeg var klar.

Før det var perfekt.

Jeg tog imod blikkene.

Dommerne.

Latteren.

Ikke fordi jeg ikke mærkede den.

Men fordi jeg ikke kunne vente

på at blive færdig.

Du kalder det forfald.

Jeg kalder det handling.

Du kalder det dekadent.

Jeg kalder det eksponering.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvad nu hvis dine standarder

ikke kun beskytter dig –

men også holder dig tilbage?

Hvad nu hvis din værdighed

er blevet så fin,

at den aldrig får lov

at komme ud i verden?

Jeg ser din foragt.

Den er mild.

Men den er der.

Og jeg ser din længsel.

Den er tydeligere.

For vi vil faktisk

noget af det samme.

At blive set.

At få gennemslag.

At mærke,

at det vi gør,

har betydning.

Forskellen er bare,

at jeg sagde ja

til spotlightet,

før jeg...