Det her er ikke en podcast

med løsninger.

Jeg har prøvet dem.

De holdt ikke.

Det her er et sted

for spørgsmål,

jeg ikke kan lade være med

at stille.

Om arbejde,

der fylder mere i hovedet

end i hænderne.

Om verden,

der råber højere og højere,

mens vi lytter mindre og mindre.

Om værdighed.

Magt.

Fællesskab.

Og om mig selv,

midt i det hele,

uden manual.

Jeg tror ikke på,

at sandhed opstår

af at vinde diskussioner.

Jeg tror,

den opstår i det øjeblik,

hvor vi tør blive

lidt usikre sammen.

Her er ingen facit.

Ingen quick fixes.

Ingen performance.

Kun forsøg på

at forstå,

hvad det vil sige

at være menneske

lige nu.

Hvis du også føler dig

lidt ved siden af tiden.

Hvis du kan mærke,

at noget kalder

på nye samtaler.

Så er du ikke alene.

Og måske

er det her

et sted,

vi kan begynde.

NYE SAMTALER

Jeg forstår godt,

hvorfor samtalerne lyder,

som de gør.

På tv.

I radioen.

I aviserne.

På skærmen i min hånd.

Det virker.

Vi reagerer ikke længere

på det stille.

Det nuancerede.

Det langsomme.

Vi skal have mere.

Hurtigere.

Hårdere.

Postulater.

Firkantede sandheder.

En fjende at pege på.

En stemme,

der taler højere

end de andre.

Jeg er ikke naiv.

Jeg ved godt,

hvad der sker.

Opmærksomhed er en valuta.

Og det, der larmer mest,

får flest klik.

Den pæne samtale

taber.

Ikke fordi den er forkert.

Men fordi den er svag

i et system,

der belønner det ekstreme.

Alligevel er der noget,

der skurrer.

For midt i al effektiviteten

mister vi noget.

Evnen til at være uenige

uden at ville udrydde hinanden.

Vi kalder det ytringsfrihed.

Men ytringsfrihed er ikke

en slagmark.

Det er et privilegium.

Noget, der kun eksisterer,

så længe vi behandler det

med omtanke.

For hvis alt bliver tilladt,

bliver intet muligt.

Og hvis alle råber,

forsvinder samtalen.

Jeg drømmer om noget andet.

Nye medier.

Nye rum.

Nye måder at tale sammen på.

Ikke blødere.

Ikke konfliktsky.

Bare mere menneskelige.

Samtaler,

der ikke vinder ved at knuse andre.

Men ved at åbne noget.

Jeg ved godt,

det er sværere.

Men jeg tror,

tiden kalder på det.

For verden har ikke kun brug

for stærkere stemmer.

Den har brug

for bedre samtaler.

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

DEM, DER FLYTTER MIG

Jeg troede,

det var de rigtige mennesker,

jeg spurgte.

Dem, der vidste noget

om erhverv.

Om penge.

Om hvordan man kommer videre.

Og jeg spørger dem stadig.

Det giver mening.

Men hver gang jeg for alvor

rykker mig,

sker det et andet sted.

I samtaler,

der ikke handler om arbejde.

Med mennesker,

der ikke spørger,

hvad jeg vil sælge.

Men hvordan jeg har det.

De siger ikke meget.

De lytter.

Og pludselig hører jeg

mig selv tydeligere.

Jeg opdager ting,

jeg ellers overser.

Hvad jeg ikke kan holde til.

Hvad der dræner mig.

Hvad der faktisk betyder noget.

Det er mærkeligt.

For de ved ikke ret meget

om penge.

Men de ved noget

om mig.

Og det gør en forskel.

Efter de samtaler

går jeg ikke derfra

med en plan.

Men med retning.

Det føles mere rigtigt.

Måske fordi jeg ikke

skal være nogen anden.

Måske fordi jeg ikke

skal forklare mig.

Jeg ved godt,

at verden ikke fungerer sådan.

Men jeg gør.

Og det er nok

det vigtigste,

jeg har lært

indtil videre.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere