Episodios

  • Meditation: Afspændthed, venlighed og åbenhed | Martin Guldberg
    Mar 21 2026

    Vores krop kan være en dør.
    I denne øvelse foreslår Martin at vi åbner døren ind mod et møde mellem tre tilstande:

    • Fysisk afslapning
    • Hjertets naturlige mulighed for at være venlig
    • Bevidsthedens åbenhed

    Guidningen består netop af forslag. Opfordringen til os er at vi selv, når vi åbner indad, undersøger hvordan det føles for os.
    Der gives få eller ingen løsninger. Vi peges i stedet i retning af en lille personlig opdagelsesrejse i vores eget system: Er det muligt for os selv direkte at erfare sammenhængen mellem afspænding, hjertets åbenhed og bevidsthedsrummet?
    Og at mærke den mulige dybde når disse tre værensformer forbinder sig?

    Besøg os her:
    kontemplation.dk

    eller følg os på vores sociale platforme:
    Facebook
    Instagram
    Youtube

    Du er velkommen til at skrive til os her:
    kontakt@kontemplation.dk

    Más Menos
    16 m
  • Blogcast: MØDET af Line Mortensen
    Feb 13 2026

    Jeg mærker ind. Mærker det hårde gulv under mig. Kulden stråler fra fliserne i et rum, der sjældent er opvarmet.

    Der er en stor kontrast mellem det kolde gulv og mine bløde fodsåler, som endnu ikke har fået ordentlig kontakt, men bærer mig lidt usikkert hen imod mikrofonen.

    Jeg ranker mig. Mest udenpå, men det ændrer alligevel noget inden i. En fornemmelse af beslutsomhed og retning blander sig med glimt af taknemmelighed.

    På vejen søger jeg de andre musikeres øjne. Tavshed. Smil. Koncentration. Vi er her sammen, kan jeg mærke, men også hver især. Vi må hver især bære vores eget ind. Så jeg samler mig igen.

    Jeg kigger ud. Vi er lige blevet præsenteret, og jeg registrerer, hvordan energien i rummet er høj og dirrende, mens jeg bliver mødt af en sal fuld af parallelle blikke. Det er intenst for mig, og jeg lukker øjnene, mens energien bølger og sitre igennem mig. Så jeg læner mig. Ikke udad, som ville være den naturlige, den vanemæssige retning, men indad. Et bevidst lydløst suk forlader min krop, og det er som om overspændingen slipper lidt, og kontakten indadtil får lidt mere fat. Mikrofonstativet er det eneste, der står imellem mig og blikkene. Jeg læner mig ind mod mikrofonen indtil det hårde, kølige metal stråler en halv centimeter fra min mund. En bølge af noget trygt og kendt hjælper mig på plads.

    De andre musikere sætter forspillet an, og musikken finder langsomt vej. Jeg venter. Om få sekunder skal jeg starte på en høj tone. Jeg registrer glimt af uro og et skarpt, køligt indre træk, mens fremtidsbilleder i et splitsekund flimrer foran mit synsfelt. Billeder af hvilke konsekvenser, det vil få, hvis stemmen ikke gør, som jeg har planlagt. Jeg kender dem. Billederne. De har sløret min linse før. Da jeg var yngre gav de mig spændinger i halsen, låste mit åndedræt i brystet og gav mig lyst til at forcere. Det kan de stadig gøre i nogle sammenhænge.

    Men ikke i aften.

    Jeg lader billederne være og søger i stedet mod hjertet. Giver slip. Læner mig lidt tilbage og lader stemmen gøre arbejdet. Den bevæger sig frit. Jeg forsøger ikke at blande mig, men mærker en bølge af lettelse gennem kroppen, mens jeg slipper lidt mere kontrol. Jeg har fat nu. Vender min opmærksomhed mod publikum og lader sangens tekst og historie bruse igennem mig.

    Musik. Musikere. Publikum. Stemme. Tekst. Kerne. Alvor. Lethed. Taknemmelighed. Indtil det er ovre Og gulvet igen stråler lidt koldt, mens oplevelsen lander i mig.



    Om forfatteren:

    Line Mortensen er optaget af, hvad der sker, når sang og musikalsk udtryk væves sammen med en kontakt dybere indadtil. Hun arbejder med stemmen både som sanger, sangskriver, foredragsholder og som sangunderviser.

    Line er kåret som Årets Nordjyske Jazznavn 2024. Hun er sanger og sangskriver i Line Mortensen Trio og Line Mortensen Femme samt forsanger i Nick Cave Uncover. Hun er cand.mag. i Musik & Pædagogik og har studeret rytmisk sang som hovedfag på Musikkonservatoriet.
    Gennem en årrække har hun desuden fulgt undervisningen på Vækstcenteret og hos Kontemplation.

    Besøg os her:
    kontemplation.dk

    eller følg os på vores sociale platforme:
    Facebook
    Instagram
    Youtube

    Du er velkommen til at skrive til os her:
    kontakt@kontemplation.dk

    Más Menos
    4 m
  • 31. januarpraksis: OUTRO med Hanneli Ågotsdatter, Martin Guldberg og Peter Høeg
    Jan 31 2026

    Ligesom for en måned siden står vi, Hanneli, Martin og Peter i døren til Januarpraksis.
    Men denne gang for at tage afsked. For nu. Til denne januarpraksis.

    Vi gør det med et smil.
    Både i taknemmelighed over de tilbagemeldinger vi har modtaget i løbet af den forløbne måned. I glæde over at have været en del af et stort praksisfællesskab.
    Men også fordi praksis på en måde aldrig slutter. Aldrig behøver at slutte.

    Som for at understrege det, guider vi her i at praktisere det at bevæge os indad – for måske fra et lidt dybere og lidt mere nærværende og hjerteligt sted at kunne bevæge os udad.

    Besøg os her:
    kontemplation.dk

    eller følg os på vores sociale platforme:
    Facebook
    Instagram
    Youtube

    Du er velkommen til at skrive til os her:
    kontakt@kontemplation.dk

    Más Menos
    10 m
  • 30. januarpraksis: VÅGEN I VERDEN | Hanneli Ågotsdatter
    Jan 30 2026

    Nogle gange kan man ikke lade være med at tænke på kloden og vi mennesker som var vi én person.

    Gør man det, må vi sige at denne klode-person er alvorligt udfordret. For nu at sige det mildt.

    I denne meditation peger Hanneli på at kriser ikke skaber sig selv. At hvis vi mærker kloden og dens liv som én organisme, er vi alle medansvarlige.

    Hvis det nu er sandt – eller hvis det er en brugbar og konstruktiv måde at tænke på – hvad kan vi gøre?

    Vi kan i første omgang opdage at vi projicerer – at vi kaster vores skygge, vores mørke og mindreværdige og aggressive sider på andre. At vi skaber fjendebilleder.

    At opdage det, at turde stå ved det, og bagefter at balancere mellem to yderligheder: Den ene hvor man lægger al skyld på den anden og bekriger hende eller ham – og den anden hvor man, for undgå konflikt strækker sig så langt for at imødekomme de anden at man mister sig selv.

    I begge disse situationer går vi hjemmefra, forlader vi os selv: I første tilfælde i vrede, i andet tilfælde af konfliktskyhed.

    Guidningen her forsøger at pege i retning af en løsning: At hvile i sig selv på så selvberoende en måde at der er råd og overskud til at mærke – og måske endda værdsætte- den andens fremmedhed/anderledeshed.

    Et sted siger Hanneli at ‘Når vi tillader os at sanse rummet mellem virkeligheder, kan der åbne sig en lille sprække, en lettelse i hjertet.’ Og hun beskriver at det er en sådan hjertelettelse, en lille åbning som ikke behøver at være vanskelig eller esoterisk, som er udgangspunktet for hvad vi kalder videregivelse: Den enkle og på en måde selvfølgelige glæde og meningsfylde der ligger i at ønske noget godt for andre – og af og til omsætte dette ønske i handling.

    Besøg os her:
    kontemplation.dk

    eller følg os på vores sociale platforme:
    Facebook
    Instagram
    Youtube

    Du er velkommen til at skrive til os her:
    kontakt@kontemplation.dk

    Más Menos
    11 m
  • 29. januarpraksis: OM DØDEN | Peter Høeg
    Jan 29 2026

    Det er ikke nemt at tænke på døden. Endnu sværere er det at vove at forestille sig sin egen død rent fysisk.

    Men måske giver det alligevel mening.
    I denne praksis tager Peter udgangspunkt i at alle de store spirituelle traditioner anbefaler at man af og til gør sig klart at vi alle skal dø.

    Døden forestiller de fleste af os nok er den helt store afsked. Med alt hvad vi har og elsker. Det er nok noget af det der gør den så skræmmende.
    Men, siger de spirituelle lærere: Hvis vi alligevel finder modet til at se ind i det faktum at vi engang skal slippe alt, så får vi mulighed for at mærke hvor vi her og nu holder fast. Hvor vi ikke vil give slip.
    På den måde peger tanken på en afslutning ind i nuet.
    Dér hvor vi ikke vil give slip, siger Peter, er der binding. Og hvor der er binding er der magtesløshed og ofte også vrede.
    Fordi den eller det vi er bundet til, ejer noget af vores lykke. Ejer et stykke af vores liv.

    Så måske er tanken på døden, på at vi engang skal tage afsked med de elskede, en vej dybere ind i kærligheden. En hjælp der, hvis vi finder modet til den, kan støtte os i at mærke hvor kostbare vores nære mennesker er. Hvor kostbare verden og livet er. Hvordan kærlighedens samhørighed er en form for mirakel.
    For lige nu lever vi.

    Besøg os her:
    kontemplation.dk

    eller følg os på vores sociale platforme:
    Facebook
    Instagram
    Youtube

    Du er velkommen til at skrive til os her:
    kontakt@kontemplation.dk

    Más Menos
    15 m
  • 28. januarpraksis: Sanseligt nærvær | Martin Guldberg
    Jan 28 2026

    Vi veksler alle i vores hverdag mellem at være nærværende og at forlade os selv i distraktion. I fravær eller i emotioner.
    Det er derfor vi siger 'Jeg var ude af mig selv' når vi har været revet med af følelser. Det er derfor ordet 'fravær' netop betyde at være væk fra. Væk fra nuet.

    Denne øvelse hjælper os tilbage til nuet ved at pege på vores fysiske sansning. Ved at bevidstgøre og skærpe sanserne.

    At mærke kropsligt med bevidsthed øger næsten øjeblikkeligt intensiteten i vores væren.
    Det er en intensitet som ikke kun er kropslig. Martin peger her på hvordan vi ikke behøver at benævne eller tolke de data som strømmer ind til os gennem sanseportene. Vi han nøjes med at åbne til dem og registrere dem uden at benævne dem. Uden at dømme dem.
    Derved gennemtrænges det sansede nærvær af mindfulness - bevidst, ikke-vurderende opmærksomhed.

    Besøg os her:
    kontemplation.dk

    eller følg os på vores sociale platforme:
    Facebook
    Instagram
    Youtube

    Du er velkommen til at skrive til os her:
    kontakt@kontemplation.dk

    Más Menos
    15 m
  • 27. januarpraksis: VORES LÆRERE | Peter Høeg
    Jan 27 2026

    Vi har alle haft lærere – og fortsætter vi ikke på mange gode måder med at være i livsvarige læreprocesser? Til hvilke vi har brug for støtte, inspiration og vejledning?

    Når vi er så heldige at finde en lærer, bliver vi taknemmelige. En lærer udvider vores horisont, gør verden større, hjælper os til at vågne til en større virkelighed.
    Det kan være en lærer vi møder i folkeskolen, i gymnasiet eller på universitetet. Det kan være en spirituel lærer. Og det kan være en lærer som ikke optræder undervisende, men hvis væsen hjælper os videre.

    Hvis vi åbner til det kan børn, vores egne eller andres, være lærere. Den åbenhed og kreativitet børn er med i verden – hvis de får lov – kan vi inspireres af og lære af.
    Vores kærlighedspartnere er vel altid vores lærere – og vi er deres. Hvis vi giver dem og os selv lov.

    Læreprocesser er måske simpelthen en afgørende del af den måde verden og menneskeheden går videre på.
    Denne guidning peger på taknemmeligheden til lærerne - og til læreprocesserne.

    Besøg os her:
    kontemplation.dk

    eller følg os på vores sociale platforme:
    Facebook
    Instagram
    Youtube

    Du er velkommen til at skrive til os her:
    kontakt@kontemplation.dk

    Más Menos
    11 m
  • 26. januarpraksis: Restitution og selvberoligelse | Hanne Linde
    Jan 26 2026

    Hvile, afspænding og søvn står i intim forbindelse med vores vågenhed.
    I denne guidning inviteres du til at berøre forskellige områder af kroppen, hvor adgangen til det parasympatiske nervesystem – der har med ro og hvile at gøre – kan aktiveres. Denne del af nervesystemet kaldes ofte for ’kroppens ro- og fordøjelsessystem’. Det aktiveres under hvile, søvn og afslapning og medvirker til at genopbygge kroppen – og det er aktivt under fordøjelsesprocesserne og ved restitution og velvære.

    Direkte forbundet til dette nervesystem er den 10. hjernenerve, vagusnerven, der kommer ud ved kraniekanten.
    Den kaldes også den vandrende nerve, fordi den har så mange forgreninger.
    Vagusnerven er en central del af det parasympatiske nervesystem og deltager i kommunikationen mellem krop og hjerne. Når vagusnerven påvirkes og aktiveres, produceres beroligende stoffer, som sendes ud i kroppen, til vores organer, kirtler og til hver eneste celle. Som signalerer, at der ikke er fare på færde, og at restitution og hvile er mulig.

    I denne proces udskilles i kroppen forskellige stoffer, hvoraf det vigtigste er neurotransmitteren acetylcholin.

    • Acetylcholin virker beroligende og antiinflammatorisk og er ansvarlig for at sænke hjerterytmen, stimulere fordøjelsen og fremmer afslapning.
      Derudover frigives oxytocin – tilknytningshormonet, som også populært kaldes ’kærlighedshormonet’.
    • Oxytocin er involveret i følelsen af tryghed, social kontakt og ro.
      Der sker også en øget produktion af forskellige fordøjelsesenzymer og galde, når vagusnerven er aktiv, hvilket hjælper med nedbrydning af den næring vi indtager, og stimulerer til flere tarmbevægelser. Ro og hvile hjælper os på den måde med at fordøje det, vi indtager, og giver os ny energi.

    I denne guidning inviteres du til at massere bestemte områder omkring nakken og ansigtet, hvor vagusnerven ligger yderligt.
    Nerven har også et net af nervefibre indlejret i mellemgulvsmusklen, som kan aktiveres, når du har fokus på længere og dybere udåndinger. Dette er muligvis en medvirkende årsag til at et roligt og dybt åndedræt kan hjælpe i angstfyldte situationer eller ved nervøsitet. Du kan på den måde aktivere det parasympatiske nervesystem, som udretter det modsatte af adrenalin.

    Adrenalin produceres af det aktiverende sympatiske nervesystem. Vi kan rent faktisk støtte produktionen af beroligende stoffer, hvis vi trækker vejret langsomt og roligt i en presset situation. For på den måde at øge adgangen til de nervemæssig beroligende aspekter.

    Du kan udføre øvelsen liggende, siddende eller stående. Gennemføre den i sin helhed eller udvælge dele af den. For eksempel i løbet af dagen, når du har brug for en pause.
    Den kan ligge som et ritual, inden du lægger dig til at sove – og som selvberoligelse, hvis du føler dig presset.
    Er det muligt når du udfører den, at være nysgerrig og undersøgende? At mærke din krop og dit tankerum før og efter? Hvad sanser du?

    Besøg os her:
    kontemplation.dk

    eller følg os på vores sociale platforme:
    Facebook
    Instagram
    Youtube

    Du er velkommen til at skrive til os her:
    kontakt@kontemplation.dk

    Más Menos
    14 m