AT TAGE LIVET FOR GIVET

Han talte i radioen

som han altid havde gjort.

Rolig. Velforberedt.

Med den stemme,

man kan læne sig ind i

på vej til arbejde.

Så kom diagnosen.

Pludselig talte han anderledes.

Ikke i tempo.

Men i vægt.

Ordene fik tyngde.

Som om hver sætning vidste,

at den måske var den sidste.

Og verden omkring ham ændrede sig.

Folk lyttede mere.

Krammede længere.

Svarede hurtigere på beskeder.

Sag­de ting, de ellers gemte

til “en anden god dag”.

Han blev behandlet

som noget skrøbeligt.

Som noget dyrebart.

Som noget, man ikke må miste.

Men det måtte de jo.

Og det skal vi alle.

Det mærkelige er,

at intet ved ham

var anderledes end før.

Ikke hans hjerte.

Ikke hans blik.

Ikke hans humor.

Kun tidsrammen.

Vi tager livet for givet,

fordi vi tror,

vi har det på abonnement.

Vi planlægger kærlighed

som en kalenderaftale.

Udsætter taknemmelighed

til “når der bliver bedre tid”.

Vi lever,

som om i morgen

er garanteret.

Det er sympatisk.

Det er menneskeligt.

Det er også naivt.

Al erfaring viser det samme:

Vi kan ikke.

Alligevel føles det

ikke vigtigt nok

før døden

står i døråbningen.

Måske er lykken ikke

at leve længere.

Måske er lykken

at leve tungere.

Mere vågent.

Som om hvert møde

kunne være det sidste –

uden at være dramatisk,

bare sandt.

At elske

som om ingen af os

er her på prøve.

At sige ordene

nu.

At tage livet alvorligt,

før det gør det for os.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

DRIKKEVANDET

Vi opdagede,

at nitrat er farligt.

Ikke bare lidt.

Men kræftfremkaldende.

Det stod i rapporterne.

I målingerne.

I vandet.

Så hvad gjorde vi?

Vi talte om grænseværdier.

Ikke om årsagen.

Ikke om kilden.

Ikke om modet til at sige stop.

Vi satte os ved forhandlingsbordet

med milligram pr. liter

som moralsk kompas.

Og udenfor stod markerne

lige så grønne som før.

Elefanten står midt i det hele.

Den lugter af gylle

og historisk nødvendighed.

Landbruget.

Vi ved det godt.

Alle ved det.

Men vi taler om “balance”.

Om “konkurrenceevne”.

Om “arbejdspladser”.

Som om rent drikkevand

er et luksusgode.

Lobbyisterne kører i pendulfart

mellem Christiansborg

og direktionsgangene.

De taler sagligt.

Professionelt.

Ansvarligt.

Og politikerne nikker.

For tallene er store.

Og valgene er små.

Jeg forstår landmanden.

Jeg forstår frygten.

Jeg forstår, at man ikke bare lukker

det, der har brødfødt generationer.

Men jeg forstår ikke,

at man ikke bruger den samme magt

til at beskytte det vand,

ens egne børn skal drikke.

Hvad udadtil tabes,

må indadtil vindes,

sagde vi engang.

Nu taber vi begge steder.

I jorden.

I kroppen.

I demokratiet.

Og måske er det dét,

der er mest giftigt.

Ikke nitratet.

Men tavsheden.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

AT TAGE LIVET FOR GIVET

Der opstår et tomrum

hver gang vi siger ordet.

Ikke et stille rum.

Men et koldt.

Et rum renset

for smil

og for nysgerrighed.

Som om luften

bliver tyndere

af selve stavelsen.

Fe-mi-nis-me.

I vores land

kan det ene ord

åbne tusind fronter.

Jeg håber,

vi taler forbi hinanden.

For hvis vi taler om det samme

og er så uenige –

så er kløften dyb.

Men jeg tror

det oftere er sproget

end viljen

der splitter os.

Nogen hører:

prioritér kvinder.

Andre hører:

ligestilling.

Nogen hører:

opgør.

Andre hører:

anklage.

Og mange –

især mænd –

hører:

pas på.

Pas på hvad du siger.

Pas på hvordan du siger det.

Pas på ikke at blive dømt,

før du har forstået spørgsmålet.

Så vi tier.

Eller vi hæver stemmen.

Og imens

står tomrummet dér,

koldt og ubeboet.

Ordet kommer af femina –

kvinde.

Men det siges at handle

om os alle.

Det er som at give

et ladet ord

en neutral opgave

og håbe

at ingen mærker spændingen.

Måske er det ikke viljen

der mangler.

Måske er det modet

til at gå ind i det kolde rum

uden våben.

At sige:

Jeg forstår dig måske ikke.

Men jeg vil gerne.

At sige:

Der er ikke noget galt med kvinder.

Der er ikke noget galt med mænd.

Hvis der er ulighed –

lad os rette den.

Mellem kvinder.

Mellem mænd.

Mellem os.

Og derefter

lade hinanden være

det, vi er.

Ikke ens.

Ikke fjender.

Ikke symboler.

Mennesker.

Måske begynder ligestilling

ikke i ordet.

Men i måden

vi tør stå i tomrummet

sammen.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere