Drikkevandet

DRIKKEVANDET

Vi opdagede,

at nitrat er farligt.

Ikke bare lidt.

Men kræftfremkaldende.

Det stod i rapporterne.

I målingerne.

I vandet.

Så hvad gjorde vi?

Vi talte om grænseværdier.

Ikke om årsagen.

Ikke om kilden.

Ikke om modet til at sige stop.

Vi satte os ved forhandlingsbordet

med milligram pr. liter

som moralsk kompas.

Og udenfor stod markerne

lige så grønne som før.

Elefanten står midt i det hele.

Den lugter af gylle

og historisk nødvendighed.

Landbruget.

Vi ved det godt.

Alle ved det.

Men vi taler om “balance”.

Om “konkurrenceevne”.

Om “arbejdspladser”.

Som om rent drikkevand

er et luksusgode.

Lobbyisterne kører i pendulfart

mellem Christiansborg

og direktionsgangene.

De taler sagligt.

Professionelt.

Ansvarligt.

Og politikerne nikker.

For tallene er store.

Og valgene er små.

Jeg forstår landmanden.

Jeg forstår frygten.

Jeg forstår, at man ikke bare lukker

det, der har brødfødt generationer.

Men jeg forstår ikke,

at man ikke bruger den samme magt

til at beskytte det vand,

ens egne børn skal drikke.

Hvad udadtil tabes,

må indadtil vindes,

sagde vi engang.

Nu taber vi begge steder.

I jorden.

I kroppen.

I demokratiet.

Og måske er det dét,

der er mest giftigt.

Ikke nitratet.

Men tavsheden.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere