Send feedback (sms)

Gæst: Johanne Nedergård. De fleste af os kender til at tænke sproglige tanker, noget der svarer til tale, bare “indeni” som man siger. Det omtaler man typisk som den indre stemme. Men det er en fejltagelse at gå ud fra at alle mennesker har samme måde at bruge og opleve indre monolog eller dialog på. Nogle mennesker rapporterer at de ikke kender til nogen indre stemme, andre at de godt kender den, men næsten aldrig har den. Andre igen, har rigeligt, og ville måske gerne skrue lidt ned for den.
Episode 6 handlede om forestillingsevnen, især den visuelle. Lige siden jeg lavede det afsnit, har jeg tænkt at følge op med temaet den indre stemme. Der er rigtig mange paralleller, og så er det jo bare uhyre interessant at beskæftige sig med kvaliteten og variationen i vores indre liv.
Sørme om Johanne Nedergård så ikke dukkede op i flere medier, og fortalte om sin forskning i netop den dér indre stemme - bl.a. med fokus på at det ikke er alle der har én. Det glædede mig rigtig meget at Johanne var med på en samtale, og selve samtalen var en stor fornøjelse.

Støt op om det hele ved at like & subscribe hvor du kan. Spred rygtet om podcasten. Din indre stemme (hvis du har én) vil takke dig for det!

Læs mere på omdethele.dk
Besøg poesi.dk

Ring til Om det hele automatiske telfonsvarer på 77 34 2024 og læg en kommentar, besked eller fortæl hvad din indre stemme går og mumler.

Send feedback (sms)

NU I STEREO ***I denne episode af "Om det hele og resten" handler det om lyd, især auditive illusioner, altså synsbedrag for ørerne. Men vi fordyber os også i høresansen og lyd i det hele taget. NB! Afsnittet er langt og lidt af en blandet lyd-handel - brug endelig indholdsfortegnelsen og tag det i bidder :-)

Vi skal høre lyden af én hånd, der klapper. Vi skal høre lyden af et træ, der falder i en skov, hvor ingen er. Vi skal høre toner, der trodser al logik ved tilsyneladende at blive ved med at stige eller falde. Vi skal høre eksempler på, hvordan der er markant forskel på den lydlige virkelighed, og hvordan din hjerne arrangerer og fortolker den. Vi skal høre klip, hvor stykker af sprog høres på vidt forskellige måder, alt efter de forventninger vi har.

Du skal helst lytte i hovedtelefoner - nogle af effekterne virker kun sådan.

*** Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig at podcasthosten konverterede stereofilen til mono. Men det gjorde den, og det ødelagde jo store dele af pointen med podcasten. Derfor denne genudgivelse … ***

Tak fordi du lytter!

Send feedback (sms)

Kasper Levin er gæst i episode 7 af Om det hele og resten.
Kasper har en baggrund i psykologi og filosofi, og har været tilknyttet Roskilde Universitet, men er pt. selvstændig forsker. Udgangspunktet for samtalen er spædbarnet. Kasper fortæller om hans psykologisk-filosofiske interesse i begrebet “sensus communis”, altså fællessansen. Spørgsmålet er blandt andet om spædbarnets oplevelse mon er “oceanisk” (med Freuds ord), og synæstetisk - dvs. er et udifferentieret hav af sanseoplevelser. Ligesom der måske ikke er den store forskel på “mig selv” og verden for spædbarnet, er der måske heller ikke skarpe skel mellem sansemodaliteterne, synet, hørelsen, følesansen og så videre.

Kasper taler om sin interesse for det synæstetiske og tværmodale i sansningen og hvordan dette knytter an til kunst, bevægelse og filosofi. Bevægelse er i det hele taget centralt for Kasper som en form for sansemæssig kvalitet der ikke kan reduceres. I samtalen er der fokus på hvordan vores opfattelser af perception kan være kulturelt betinget, og hvordan vi har en tendens til at “naturalisere” de måder vi tilfældigvis har lært at se verden på. Det peger også i retning af en omfattende metaforkritik. Det hænger så igen tæt sammen med Kaspers arbejde ift. børn diagnosticeret med ADHD og hvordan andre måder at være krop i verden på, såsom dem der udtrykkes i den dansende kamsport capoeira, udfordrer typiske forståelser.

Hen mod slutningen diskuterer vi om vores opfattelse af det indre liv, og selve den forestilling vi har om “et indre” også er kulturelt og historisk betinget. Vi runder også AI-revolutionens potentielle betydning for hvad vi kan tænke og hvordan vi tænker - for at vende tilbage til et gennemgående motiv såvel i samtalen som i Kaspers forskning, nemlig hvor vigtigt det er at anerkende neurodiversitet, se det som en ressource når det er muligt, og være kritisk overfor den snævre (og naturaliserende) funktionelle forståelse af hvordan vi er mennesker, som det naturvidenskabelige paradigme ofte anlægger. Kunst og æstetik kan bruges som en form for terapi, men når vi tager kunsten alvorligt, må den også at informere selve den videnskabelige tilgang og dens til tider klichefyldte metaforik.

Produktion: Tomas Thøfner
Musik (“Moment forever”): Kalle Esbjørn Thøfner.

Læs mere på omdethele.dk
Og poesi.dk