Mødet på asfalten

MØDET PÅ ASFALTEN

Vi står overfor hinanden

uden at have valgt det.

Den ene bag et rat.

Den anden på asfalten.

Ingen af os vågnede i morges

med lyst til konflikt.

Jeg er på vej et sted hen.

Du er stoppet,

fordi du mener,

at vi alle er på vej

det forkerte sted hen.

Jeg forstår dit budskab.

Virkelig.

Jeg forstår bare ikke,

hvorfor jeg skal betale prisen

lige nu.

Du siger,

at nogen må tage den.

Jeg siger,

at jeg allerede gør.

Vi kigger på hinanden

og ser noget uventet:

Ikke fjender.

Men mennesker

med forskellige grænser

for,

hvornår noget er for meget.

Du kalder det nødvendigt.

Jeg kalder det urimeligt.

Begge ord

kan være sande

på samme tid.

For verden er ikke delt

i dem, der vil redde den,

og dem, der er ligeglade.

Den er delt

i dem, der handler nu,

og dem, der stadig prøver

at få hverdagen

til at hænge sammen.

Jeg ved ikke,

om din handling virker.

Du ved ikke,

om min vrede er forkert.

Men vi deler

den samme uro.

Frygten for

at det hele glider os af hænde.

Mødet opløses igen.

Trafikken starter.

Protesten flytter sig.

Men noget bliver hængende.

En fornemmelse af,

at ingen af os

kan løfte det alene.

Og at kampen ikke kun står

mellem dem, der stopper,

og dem, der vil videre.

Men mellem det liv,

vi lever,

og det liv,

vi ved,

vi burde kunne leve.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere