I dette afsnit skal vi tale om tvivlen – det er del 2 i forberedelserne til sæsonafslutningen i Cirkusbygningen. Hvad sker der med tvivlen når scenen skrider?

Mine 3 gæster er:

Eluise Malling - pt. Karrierepause og tidligere leder af stabsteam i en digitaliseringsafdeling. For Eluise er det særlig interessant at undersøge emotionel intelligens og medledelse.

Niclas Hansen, Sekretariatsleder i Røntgen og Scanning, Sygehus Lillebælt, er optaget af hvordan vi får den gode ledelse frem, såsom interaktionen mellem mennesker. Niclas reflektere allerbedst når han træner.

Tenna Møller Næsager, COO i Wally & Whiz, Trives i forandring og har svært ved, og øver sig på stilstand. Tennas fokus er den operationelle ledelse og har 2 køleskabe, et til mad og et til drikkevarer.

Der er øjeblikke, hvor gulvet under én skrider. Ikke med dramatik, men med en stille forskydning, der får én til at tvivle på, om man overhovedet står det rigtige sted. Tvivlen er ikke støj – den er ofte det klareste signal. Den opstår, når vi begynder at mærke, at det vi gør, ikke længere hænger sammen med det, vi tror på.

For nogle bliver det begyndelsen på et opgør. Et ærligt opgør med en ledelsesrolle, der engang virkede rigtig, men som i mødet med virkeligheden viste sig at kræve for meget – eller give for lidt.

Når man som leder vælger at træde væk, er det sjældent af mangel på ambition. Tværtimod. Det er ofte, fordi man har slået sig på noget grundlæggende. Fordi man ikke længere kunne genkende sig selv i den måde, ledelse skulle udøves på. Fordi systemet spiste idealerne, og man nægtede at lade det blive en vane.

Det kræver mod at vælge ledelse til. Men det kræver mindst lige så meget mod at vælge den fra. Ikke som et nederlag, men som en erkendelse: “Jeg kan ikke være en del af det her – ikke på de præmisser.” Det er en beslutning, der sjældent bliver hyldet, men som rummer en stærk integritet.

På den store klinge er det måske tid til at tage denne tvivl alvorligt. Ikke som noget, der skal fikses, men som noget, vi skal lytte til. Måske er det her, nye former for ledelse begynder at tage form – i erkendelsen af det, vi ikke vil gentage.

Mine 3 gæster er:

Camilla Jane Standhart - Funktionsleder på JAC i Gentofte Kommune, uddannet antropolog. Camilla gik ikke målrettet ind i ledelse. Interessen begyndte at spire, da hendes chef i et tidligere job talte til hendes evner om følgeskab.

Mehmet Han Anik, Teamleder for center for borgerservice og myndighed, Københavns Kommune, Mehmet har mange tanker om ledelse. For ham handler det om rumlighed og nærværende ledelse samt at stille krav til sine medarbejdere, men de skal også stille krav til ham.

Anna Magda Andersen, studerende på Roskilde Universitet, har været formand for pædagoguddannelsen i Absalon. Noget Anna markerer ift. ledelse er ledelse af frivillige. Har erfaret at unge frivillige er svære at få til at steppe op eller dukke op.

Dette er første afsnit i en serie på tre, hvor vi forbereder ni unges personlige fortællinger om tro, tvivl og teater som brændstof til sæsonfinalens afsluttende debat og refleksion. Tre unge i hver kategori – ni stemmer i alt – deler deres perspektiver, erfaringer og håb i mødet med ledelse, ansvar og ambition.

Samtalerne er ikke blot forberedelser; de er pejlemærker. Her kondensere vi sammen budskabet og søger den form, der både rummer autenticitet og gennemslagskraft – med øje for, hvordan kommende unge ledere kan tage ordet videre. Undervejs trækker vi tråde til deres egne historier, præferencer og ledelsesdrømme: Hvad tror de på? Hvad tvivler de på? Hvad håber de at kunne bidrage med?

Dette afsnit handler om troen. Afsnittet tvivl og afsnittet teater udkommer de næste 2 afsnit.

Tro er ikke forbeholdt kirkerum eller hellige skrifter. Tro er den indre stemme, der får os til at handle, også når vi er i tvivl. Den viser sig som en drift mod noget større – en idé, en vision, en fornemmelse af mening.

Når unge stiller sig frem og siger: “Jeg vil være leder”, er det ikke bare ambition. Det er en gestus – et vilkår, et kald, måske et håb om at kunne gøre noget anderledes. Noget bedre. Men hvor meget kan troen bære, når realiteterne støjer? Når man mærker tvivlen, trætheden eller følelsen af at stå alene i et system, der ikke altid belønner idealismen?

Vi ser det i tallene: Flere unge fravælger ledelse. Måske fordi de ser det, der foregår bag kulisserne. De ser, hvordan styring kan kvæle skøn, og hvordan formål nogle gange drukner i politik og præstationskrav. Samtidig længes de efter noget andet: frihed, fleksibilitet, faglig dybde – og et arbejdsliv med mening.

Måske er det her, troen skal genopfindes. Ikke som facade eller floskel, men som en levende kraft, der både rummer ambition og sårbarhed. En tro, hvor det er tilladt at tvivle – og alligevel blive stående.

For hvad vil det egentlig sige at tro på ledelse i dag? Og hvad sker der, når den tro ikke længere giver resonans?

Min gæst er Hassan Preisler, Radiovært, forfatter, dramatiker – uddannet skuespiller. Far til tre. Analyserende, mistænksom og fjendsk, men også tolerant, kærlig og hengiven. Hassan har i sin tid i de kreative fag haft en stor erfaring med uærlig, manipulerende, grænseoverskridende og forvirrende ledelsesformer.

Vi står midt i en ledelsesmæssig tektonisk forskydning. Magten har ikke forladt rummet – men den har skiftet form. Den er ikke længere kun forankret i titler, fakta eller strukturer. Den ligger i evnen til at påvirke følelser, skabe stemninger – og kontrollere fortællingen.

Jeg mener, at i dag former kommunikationen magten mere, end magten former kommunikationen.

Og det tvinger mig til at stille spørgsmålet:

Hvad sker der med vores ledelse, vores demokrati – når følelserne overtager styringen?

Det er ikke bare en sproglig catch fraise. Det er en bekymrende udvikling. Det er et skifte i magtstrategi. Hvor teknokratiet hviler på analyser og gennemarbejdet viden, rider emokratiet på bølger af mavefornemmelser, stemninger og følelser. Og i denne bevægelse bliver ledelse til noget andet end planlægning og ansvar. Det bliver iscenesættelse. Forførelse.

Det mener jeg og vil være mit approach ind i dagens samtale om magt ☕️🎙️

Er vi gået fra fakta til følelser

Det er ikke længere nok at have noget på hjerte – du skal føles som en, der har det. Fakta formidler ikke, medmindre de kan mærkes. Fornuft virker kun, hvis den rører os.

Det er her, den emotionelle taktik træder ind. Ikke som bevidst manipulation, men som ubevidst refleks. En leder, der står i modvind, vælger stemning frem for struktur:

"Jeg har en stærk fornemmelse af, at vi går en fantastisk tid i møde!"

Det lyder rart. Men det betyder intet. Og det efterlader medarbejderen i et limbo: en varm mavefornemmelse – og en kold, uklar fremtid.

Når storytelling, humor og håb bruges til at dække over fraværet af konkrete svar, bevæger vi os væk fra ansvarlig ledelse og ind i en form for følelsesledet skuespil. Det skaber engagement på kort sigt – men tomhed på lang.