Episodios

  • Hovedstads Guld: Britta & folkemusikken på Klaverfabrikken i Hillerød
    Mar 30 2026

    Velkommen til en podcast om violinist Britta Thougaard og hendes arbejde med folkemusikken på det regionale spillested og kulturhus, Klaverfabrikken, i Hillerød. Podcasten her er en del af en serie med titlen Hovedstads Guld – Folkemusik i Danmark, som handler om at dokumentere og formidle hovedstadens folkemusik og den scene den er en del af. Podcasten er produceret af RadioFolk.dk for Mediehaven, og er støttet af Kulturministeriet. Tak for det!

    En eftermiddag i slutningen af marts måned mødtes jeg med Britta Thougaard der, som frivillig, har booket folkemusik til Klaverfabrikkens folk Club - eller Klaverfabrikken/Folk som de kalder sig – i de 20 år klubben har eksisteret.

    Klaverfabrikken er et af Region Hovedstadens vigtige spillesteder, ikke mindst for folkemusikmiljøet med 10 – 12 årlige folkemusik koncerter på plakaten, og Britta har den her sene eftermiddag lovet at vise mig rundt på Klaverfabrikken, og fortælle om sit arbejde som booker, og så har hun lovet at spille musik med nogle af de folk bands som de har haft besøg af i årenes løb.

    Britta er til daglig fysioterapeut på en psykiatrisk afdeling i Hillerød, og arbejder med undervisning af patienter og håndtering af psykisk sygdom. Og så er hun medlem af Klaverfabrikkens bestyrelse, og violinist i folk-trioen BOA som med årene er blevet en slags husorkester på det regionale spillested.

    Más Menos
    1 h y 21 m
  • Hovedstads Guld: Martin Seeberg - Multiinstrumentalist, komponist & bandleder fra Islands Brygge
    Mar 26 2026

    Velkommen til en podcast om den prisbelønnede københavnske multi-instrumentalist, komponist & bandleder, Martin Seeberg.

    Podcasten er en del af en serie med titlen Hovedstads Guld - Folkemusik i Danmark, som handler om at dokumentere og formidle hovedstadens folkemusik og den scene den er en del af. Podcasten er produceret af RadioFolk.dk for Mediehaven, og er støttet af Kulturministeriet. Tak for det!

    En tidlig forårsdag i slutningen af marts 2026 besøgte jeg Martin Seeberg i hans hyggelige lille hjem i BallonparkenArtillerivej på Islands Brygge i København. Ballonparken startede som en militær teltlejr i 1872. 10 år senere kom så de første af de ca. 30 barakker som stadig findes på området, og som altså er noget af det første byggeri på Islands Brygge overhovedet. Her boede de artillerisoldater som dengang var under uddannelse. I 1893 blev de første bagladekanoner testet her, og i 1889 fik artilleriet sin første ballon, som blev brugt til at følge med i hvor langt kanonerne kunne skyde på Fælleden. I 1917 blev der bygget en ballonhangar i området, og i 1932 overgav artilleriet Ballonparken til Hærens flyvertropper.

    Hen imod slutningen af 2 Verdenskrig blev Ballonparken brugt til at huse tyske flygtninge, men i 1947 slap hæren kontrollen med Ballonparken, og siden 2009 har området været ejet af Fonden Ballonparken. Der bor i øjeblikket lidt over 100 voksne og omkring 50 børn i området.

    Martin Seeberg har været - og er stadig - grundlægger, medstarter og medlem af en masse markante bands på den danske folkemusikscene, og for de flestes vedkommende kan man fornemme at der som udgangspunkt har været en idé om at skabe og invitere ind i en spændende verden af fantasi, drømme og eventyr. Det drejer sig om bands som Tangelroots, Instinkt, Asynje, Valravn, Virelai, og ikke mindst om Trolska Polska som blev dannet i 2011. Bandet spiller udelukkende Martins musik, og ofte er bandets musikere klædt ud som trolde når de optræder på f.eks. folkemusik- og fantasy festivaler.

    I den her podcast skal vi bl.a. høre Martin Seeberg fortælle om et par projekter som han har gang i lige nu, om glæden ved at spille til dans, og om inspirationen fra fuglenes verden. Men vi starter med at høre Trolska Polska spille Seebergs Måneskinsmenuet...

    Más Menos
    1 h y 14 m
  • Hovedstads Guld: George Mihalache - rumænsk cimbalomspiller & komponist fra Amager
    Mar 11 2026

    Velkommen til en podcast om den prisbelønnede rumænske cymbalomspiller og komponist, George Mihalache, som har boet og arbejdet i Danmark siden 1994.

    Podcasten her er en del af en serie med titlen Hovedstads Guld – Folkemusik i Danmark, som handler om at dokumentere og formidle hovedstadens folkemusik og den scene den er en del af.

    Musikken vi hører lige nu spilles af George Mihalache og Calibut Band som i 2015 udgav debutalbummet Travellers, og podcasten her er produceret af RadioFolk.dk for Mediehaven, og er støttet af Kulturministeriet. Tak for det!

    En eftermiddag i februar besøgte jeg George Mihalache i hans og hans hustru Susannes hyggelige lejlighed på Amager, for at tale med ham om hans liv med musikken. George er sigøjner og født i Bukarest i 1971. Han spiller ikke bare cymbalom, han spiller faktisk også både kontrabas og xylofon, men hans hovedinstrument er og bliver Cymbalom’en – eller hakkebrædtet som han selv kalder den.

    Cimbalom er det ungarske navn for en trapetsformet kasse som er udstyret med 4 ben, og en masse metalstrenge, der anslås med to lette træhamre med filthoveder. Med en tilhørende pedal kan man dæmpe strengene imens man spiller, og på den måde variere lyden.

    George Mihalaches far, Andrei Mihalache, var en meget kendt og vellidt harmonikaspiller og sanger i Rumænien under det kommunistiske styre, og George selv har i Danmark arbejdet - og arbejder til stadighed - med mange forskellige musikere og i mange forskellige sammenhænge. Han er kendt for sit sammenspil med den nu afdøde guitarist Christian Sievert, for sit arbejde med harmonikaspiller Lelo Nika, og som leder af Calibut Band. I nogle år spillede han desuden i trio sammen med den danske rigsspillemand og violinist, Hans Jørgen Christensen, og den ligeledes danske fysiker og musiker, Peter Bastian på klarinet, obo og fagot.

    Más Menos
    1 h y 11 m
  • Hovedstads Guld: Gunni Torp - sanger, musiker & sangskriver fra København
    Mar 5 2026

    Velkommen til en podcast om den danske sanger, musiker & sangskriver, Gunni Torp og hendes trio. Podcasten her er en del af en serie med titlen Hovedstads Guld – Folkemusik i Danmark, som handler om at dokumentere og formidle Hovedstadens folkemusik og den scene den er en del af.

    Podcasten her er produceret af RadioFolk.dk for Mediehaven, og er støttet af Kulturministeriet. Tak for det!

    Vi er i starten af februar måned og det har sneet hele dagen – der er faktisk en regulær snestorm i gang i byens små og store gader her til aften – og det går ikke bare væk. Vi skal til koncert på spillestedet Mojo som ligger i Løngangsstræde inde ved Vandkunsten tæt på Strøget i det gamle København. Her fandtes der i 1600-tallet en løngang, dvs. en hemmelig overdækket flugtvej fra Slotsholmen. Den kunne bruges som flugtvej i tilfælde af krig og som en diskret vej ud af byen for kongerne i fredstid. Heraf navnet Løngangsstræde.

    Nu om dage er Løngangsstræde måske nok især kendt for spillestedet Mojo, hvor man kan opleve live musik – især blues - hver eneste aften året rundt. Den her aften spiller Gunni Torp Trio og vi er på plads for at optage koncerten, mens stormen suser i gaderne udenfor og folk kommer lidt forsinkede dryssende ind med røde kinder og sne i håret.

    Más Menos
    43 m
  • Hovedstads Guld: Anne Eltard - Violinist, sangskriver og komponist fra Nørrebro
    Feb 27 2026

    Velkommen til en podcast om den københavnske violinist, sanger og sangskriver, Anne Eltard – en af dansk folkemusiks grand old ladies.

    En formiddag i slutningen af februar, lige efter at den nordiske tordengud, Thor, havde smidt den varme sten i havet og vi derfor alle gik og ventede på forår, besøgte jeg Anne Eltard i hendes, og hendes mand Jacobs, gamle byggeforeningshus i Haraldsgadekvarteret på det ydre Nørrebro, for at snakke med hende om hendes liv med musikken.

    Anne Eltard blev født i 1960 og voksede op på Nørrebro i København. Hun er kendt for sin baggrund i folkemusikken, for sin karakteristiske violinlyd, men også for sin nysgerrighed når det kommer til de andre musikgenrer. Desuden har hun sine klare kulturpolitiske holdninger, og har i mange år været fagligt engageret bl.a. som bestyrelsesmedlem i Danmarks største komponistforening, Autor.

    Da jeg satte mig i køkkenet hos Anne med min lille hard disc recorder og en kop grøn te, vidste jeg godt at vi skulle snakke folkemusik, og den forbindelse også snakke om Annes stærke tilknytning til Nørrebro, men jeg havde ingen anelse om hvor meget vi også skulle tale om broderlandet Sverige.

    Más Menos
    1 h y 20 m
  • Hovedstads Guld: Channe Nussbaum - komponist og klezmerdronning fra Østerbro
    Feb 23 2026

    Velkommen til en podcast om den københavnske musiker, sanger og komponist, Channe Nussbaum. Podcasten her er produceret af RadioFolk.dk for Mediehaven, og er støttet af Kulturministeriet. Tak for det!

    En iskold vinterdag midt i februar 2026 besøgte Morten Alfred Høirup Channe Nussbaum på det indre Østerbro, hvor hun har boet i mange år sammen med sin familie. Nu er børnene for længst fløjet fra reden, og Channe og hendes kæreste og kollega, klarinettist Bjarke Kolerus, bor alene i den store gamle herskabslejlighed på 3. sal th.

    Channe Nussbaum spiller og har spillet i en masse forskellige bands i løbet af sin lange karriere. I nogle af dem har hun sunget på dansk, og i andre har hun sunget på jiddish, et sprog som opstod i Tyskland omkring 800-tallet, som beskrives som en slags blanding af tysk, slavisk og hebræisk, og som i mange århundreder taltes af millioner af jøder i Østeuropa.

    Channe Nussbaum bliver ofte omtalt som Danmarks Klezmerdronning, bl.a. fordi hun netop synger på jiddish og spiller traditionel såvel som nykomponeret klezmermusik i bands som Trio Klezmer og Klezmofobia. Sidstnævnte har hun netop fejret 20-års jubilæum med. Klezmermusik er traditionel jødisk musik – oprindelig fra Østeuropa. Det er musik som ofte bruges i forbindelse med bryllupsfester og sammenkomster.

    Más Menos
    1 h y 10 m
  • Hovedstads Guld: Mads Kjøller Henningsen – multiinstrumentalist og komponist fra Amager
    Feb 16 2026

    Velkommen til en podcast om den københavnske multi-instrumentalist, og komponist, Mads Kjøller Henningsen. Podcasten er en del af en serie med titlen Hovedstads Guld - Folkemusik i Danmark, som handler om at dokumentere og formidle hovedstadens folkemusik og den scene den er en del af.

    Podcasten her er produceret af RadioFolk.dk for Mediehaven, og er støttet af Kulturministeriet. Tak for det!

    En dag i starten af februar 2026 besøgte jeg Mads Kjøller Henningsen i dén lille hyggelige lejlighed på Amager, hvor han bor sammen med sin hustru og kompagnon, violinist Clara Tesch, og deres fireårige datter Vigga. Det var en bidende kold dag lige omkring Kyndelmisse, og det var rigtig godt at komme indenfor og få en god og varm kop te.

    Mads Kjøller Henningsen spiller i et hav af spændende bands på den danske folkemusikscene, bands som Floating Sofa Quartet, Trolska Polska, Farvergade, Pøbel, Spöket i Köket og Lars Lilholt Band, og her kan du høre ham spille instrumenter som nordisk og irsk sækkepibe, drejelire, blik- og træfløjter, skalmeje, jødeharpe, oktavmandolin, trædeorgel og forskellig former for perkussion – eller som Lilholt plejer at sige, når han præsentere Mads på scenen: "Her har vi Mads Kjøller-Henningsen på fløjte og andet småt brændbart".

    Endelig er Mads aktiv i fænomenet Nordisk Dans, hvor unge mødes og danser sammen bl.a. på Vartov i Farvergade tæt på Rådshuspladsen i København.

    Más Menos
    1 h y 15 m